Byvandringer – Horsens som industriby

Industrimuseet tilbyder tre guidede byvandringer (kun på dansk), der giver spændende og anderledes oplevelser.

Midtbyen – den spæde industrialisering
Op gennem 1900-tallet blev Horsens en af Danmarks store industribyer. På denne tur rundt i Horsens midtby får du historien om de ældste industrikvarterer i Horsens, arbejdernes boligforhold og kulørte historier om de markante virksomheder og personer, som formede byen fra slutningen af 1800-tallet og frem til i dag. Turen går først til Klosterkirken, hvor vi ser på gravminder i støbejern, da de er levn fra datidens jernstøberiindustri. I Nørregade ser vi byens første etageejendom fra 1853, hvor Emil Møller i 1890 åbnede sin elektromekaniske fabrik i baggården, senere Kristian Kirks Telefonfabrikker. Over for havde de hollandske kobberførere fra 1764 hovedkvarter. I Nørregade beser vi et af Danmarks ældste verdslige huse, dateret tilbage til 1548. Turen går også forbi Jørgensens Hotel fra 1744, og overfor ser vi Tobaksfabrikken i Horsens. Vi går langs den gamle åhavn og Stjernholmsgade retur til Industrimuseet.

En tur rundt omkring Industrihavnen og åhavnen
Fra vikingetid til nutid har Horsens havn haft enorm betydning for byen. Før jernbanen kom, skulle alt gods og transport til byen ske ad vandvejen. Hvad sejlede skibene med, og hvordan udviklede havnen sig? Du får historien om opkrævning af told gennem 450 år og om industrihavnens opførelse og udbygning siden 1700-årene. Vi ser på de tilbageværende, smukke bygninger, både de gamle smukke havnebygninger som Stykgodspakhus fra 1915 og Toldbygningen fra 1912. Havnefogedens bygning blev i 1912 havnearbejdernes varmestue og senere restaurant. Vi runder den tildækkede åhavn, som var i brug til 1857. Vi gør stop ved det eneste tilbageværende endepakhus. Og du får svaret på, hvorfor der ikke længere er et kloster i Horsens, men dog stadig en klosterkirke. På vej tilbage til Industrimuseet passerer vi Strandgården, der blev opført i 1739.

Vestbyen – store og små industriforetagender
Byens ældre og største industri lå oprindeligt hovedsageligt i Vestby-kvarteret. På denne tur kommer man omkring de mest markante aktører. I Emil Møllers Gade begynder vi foran Trævarefabrikken Bastians fabriksskorsten, og derfra videre til Hede Nielsens Fabrikker og resterne af Crome & Goldschmidts store tekstilfabrik. På vej mod Horsens ny Malteri og Horsens Bryghus går turen forbi de byfornyede arbejderhuse i Vestbyen og Arbejdernes Byggeforening, hovedparten opført mellem 1870 og 1900; undervejs ser vi også på resterne af byens småindustri. I Smedegade passerer vi tobaksfabrikant Mads Bønnelyckes Palæ og mange lukkede butikker i Smedegade. Gennem porten i Smedegade 47 når vi til Petersen & Sørensens Tobaksfabrik, og vi slutter turen gennem Møller & Jochumsens Maskinfabrik og går retur til Bastian.

Priser og praktik

Pris: 1.000 kr. pr. byvandring
En byvandring varer ca. 90 min.
Deltagerantallet er max. 25 personer pr. guide
Bestil byvandringer på telefon 75 62 07 88 eller mail: booking@industrimuseet.dk