Beskrivelse
Bogen fortæller historien om en 150-årig virksomhed, der har forsøgt at holde balancen mellem at være en forretning, der skal løbe rundt, og en bevægelse bygget på solidaritet.
Med udgangspunkt i andelstanken etablerede pastor Sonne i 1866 Thisted Kjøbstads Arbeiderforening: Forretningen skulle give tilstrækkelig indtjening til at sikre de 200 medlemmer af forretningen gode og billige varer – og del i dividenden. Snart åbnede brugsforeninger over hele landet, og medlemstallet steg. Bogen har hovedvægt på tiden efter 2. Verdenskrig, hvor Brugsen med inspiration fra USA gik forrest i udviklingen fra diskbetjent købmandsbutik med begrænset vareudvalg til et moderne selvbetjeningssupermarked med mange flere varer.
Via medlemsbladet Samvirke og ved at lancere FDB Møbler, Madpyramiden og senest Madmanifestet har Coop samtidig søgt at sikre medlemmerne andel i det gode, sunde liv. Ved 150-årsjubilæet har Coop 1,6 mio. medlemmer og er Danmarks største leverandør af dagligvarer, men er Coop fortsat en anderledes forretning?